Skal jeg gå til vedligeholdende behandling?
Hvorvidt man bør gå til vedligeholdende behandling har været et omdiskuteret emne igennem en del år, men der ser efterhånden ud til at danne sig et forskningsbaseret billede af, at det har en berettigelse. Når der i en årrække var en lidt dårlig stemning omkring det, så var det, fordi mange mente, at det var usundt at fastholde borgerne i sundhedsvæsenet. Det var noget, man skulle bruge efter behov. Nu viser nyere forskning imidlertid, at selvom man måske ikke altid kan forhindre, at patienterne får f.eks. lændesmerter, så kan regelmæssige undersøgelser og evt. behandling (hvis undersøgelsen finder problemer) reducere længden og graden af tilfældene.
Behovet for disse undersøgelser er ikke spor anderledes end at gå til rutinetjek hos tandlægen eller sende sin bil til service. Kunne man ikke bare vente med at opsøge hjælp, til problemerne meldte sig? Jo, det er da en mulighed, men ligesom det er tilfældet med vores tænder og biler, så kan problemerne i bevægeapparatet tage deres begyndelse, uden at vi er klar over det. Ganske enkelt fordi vi har en smertetærskel, som skal brydes, inden der opstår symptomer.
Smertetærsklen er jo generelt en meget praktisk anordning, som gør, at vi kan fungere i hverdagen uden at blive bevidste om de sikkert mange småproblemer, der opstår i kroppen, og som den selv håndterer. Vi er jo trods alt en selvreparerende maskine.
Tærsklen er ovenikøbet ikke stationær, men er afhængig af en række faktorer: Ens kulturelle baggrund, næringstilstanden, graden af udhvilethed, humøret osv. På grund af tærsklen giver det mening at få en regelmæssig undersøgelse og evt. behandling, så mindre funktionelle fejl kan rettes, imens de netop er små.
Hvem er det så, der har behov for det? Og hvor ofte skal det foregå?
Først må vi sige, at yngre mennesker har et større behov end ældre. Dels på grund af en mere risikobetonet adfærd, dels pga. et større erhvervsmæssigt eller sportsmæssigt behov for at præstere, og endelig fordi den yngre krop bedre kan kompensere rundt om eventuelle fejl og dermed skjule deres tilstedeværelse. I praksis ser vi dog, at det primært er de ældre, som kommer regelmæssigt. De skal måske ikke præstere på samme niveau som de yngre, men de synes, at det at have et symptomfrit bevægeapparat, giver dem forhøjet livskvalitet og sikrer deres selvstændighed og selvhjulpenhed. Den samme følelse har de yngre naturligvis også, men deres travlhed med job og måske børn levner ikke meget tid og opmærksomhed til vedligeholdelse.
Det er jo sjældent, at man går ind i et vedligeholdende forløb fra et velfungerende udgangspunkt. Langt de fleste starter et forløb efter mange års tilbagevendende symptomer. Vi har mange årtiers erfaring med, at vedligeholdende undersøgelser og behandlinger 2-4 gange om året hjælper vores patienter til at holde sig raske og aktive.
Hos de patienter, der går til vedligeholdende behandling hos os ser vi også en række andre positive effekter. Deres vedligeholdte evne til at holde sig aktive i alt fra at gå en god tur til at dyrke mere hård motion gør, at de kan holde vægten pænere, har færre hjerte-kredsløbsproblemer og generelt set bare bliver i bedre humør, fordi de kan leve en hverdag uden fysiske gener.
