Hold i ryggen

Hold i ryggen kommer pludseligt og er smertefuldt. Det er en betegnelse, der også kan dække over en nerve i klemme, lumbago, hekseskud, en låsning i lænden, og fælles for dem alle er, at de opstår pludseligt og uventet. Nogle gange kan du også opleve, at smerterne stråler ud i benene.

Årsager og symptomer

Hold i ryggen opstår som regel pludseligt og uventet. Det er ikke muligt med sikkerhed at sige, hvad årsagen er til, at du får hold i ryggen. Nogle af de mest sandsynlige årsager til smerterne er:

  • At der i et af rygsøjlens led er kommet et stykke af leddet i klemme. Det kan f.eks. være en af de små sener, der sidder omkring leddet (ledkapslen) eller et stykke brusk.

  • At muskulaturen, der sidder omkring ryggens led, er så spændte, at de nærmest står og kramper.

Smerterne kan være så voldsomme, at du føler, at du umuligt kan bevæge ryggen. Smerterne kan også gøre, at du trækker helt skævt i ryggen nærmest som et bøjet søm. Hold i ryggen opstår ved, at du har lavet en forkert bevægelse fx siddet på en dårlig stol, fået træk eller lignende. Det er ikke nødvendigvis aktiviteter, der har været belastende, der giver dig hold i ryggen.

Ondt i lænden.png

Diagnose og behandling

Ved et besøg hos os vil vi stille diagnosen ud fra en grundig undersøgelse. Undersøgelsen fokuserer ikke kun på det område, hvor du har ondt, men på hele kroppen med fokus på årsag og sammenhæng. Vi tester din rygs og leddene i kroppens bevægelighed, vi tester dine muskler og sikrer, at der ikke er nerver i klemme – alt sammen for at udelukke at der tale om en diskusprolaps eller anden alvorlig sygdom. Det kan i nogle tilfælde være nødvendig at tage et røntgenbillede eller lave en MR-scanning.

Efter at have stillet diagnosen “hold i ryggen” vil vi fokusere behandlingen på at mindske smerterne og øge bevægeligheden i ryggen. Vi bruger manipulationsbehandling for at genoprette bevægeligheden i leddet, som også er med til at dæmpe smerterne. Vi bruger massage-teknikker og stræk for at løsne på musklerne og få dem til at slappe af. Vi vil rådgive dig om, hvordan du skal forholde dig til smerterne og instruere dig i at anvende is, som er med til at mindske hævelsen og smerterne.

Træning og øvelser har ikke umiddelbart ikke nogen effekt ved hold i ryggen.

Fremtidsudsigter

De fleste oplever en markant bedring inden for de første uger, men det er ikke usædvanligt at have lette gener gennem nogle måneder.

Det bedste du selv kan gøre ved hold i ryggen er at holde dig aktiv - også selvom det gør ondt. Derfor anbefaler vi ikke, at du sygemelder dig, fordi bevægelse hjælper dig til at slappe af, så ryggen kan finde tilbage til sit naturlige bevægemønster igen.