Smerter i brystkasse og vejrtrækningsbesvær

 
 

Alle behandlere ønsker at hjælpe alle deres patienter, men når det drejer sig om patienter med smerter i brystkassen og eventuelle vejrtrækningsvanskeligheder, er vi særligt glade for at hjælpe. Patienterne er ofte angste og har været det længe. Deres livskvalitet er væsentligt forringet.

Smerter i brystkassen med eller uden vejrtrækningsbesvær er ofte tegn på alvorlig sygdom, og det ved den enkelte selvfølgelig glimrende. Når vi på klinikken får patienter med disse symptomer, vil vi gerne have, at mulige medicinske og mere alvorlige årsager på forhånd udelukkes af egen læge eller sygehus. De fleste er faktisk grundigt undersøgt, inden de kommer, og har normalt døjet med deres symptomer længe, ofte flere år.

Da smerterne til tider også kan trække ud i venstre arm (og højre), er det naturligt, at man bliver alarmeret og tror, at det er hjertet, der giver symptomer. Hvis det ikke er hjertet, men rent faktisk bevægeapparatet, der giver symptomerne, er der et navn for disse ”falske” hjertesmerter, nemlig pseudo angina pectoris.

Kan vi hjælpe? Ja, som regel, og heldigvis hjælper behandling af de stive led i ryg og brystkasse meget umiddelbart, og vi glæder os sammen med patienten.

Lige såvel som man kan få låsninger imellem lændens, nakkens og alle øvrige led, så kan det selvfølgelig også ske i brystkassen. Det kan være imellem brysthvirvler, mellem hvirvler og deres tilhørende ribben, mellem brystbenet og ribbenene eller mellem kravebenet og brystbenet.

Det kommer oftest af fald, hvor man er landet på brystkassen. Det kan f.eks. være børn, der falder ned ad træer, eller voksne der falder på skituren, men det kan også opstå, hvis man bliver fanget at sikkerhedsselen i et autouheld. Kroppen reagerer helt standard for at beskytte leddene ved at låse dem, og under uheldige omstændigheder kan den ikke slippe igen. I ryg og nakke hedder det at få et hold, men der findes ikke noget navn for det i brystkassen, da det sjældent manifesterer sig så akut. Det bliver bare til stramninger og til tider også smerter, som forhindrer brystkassens frie bevægelighed og dermed giver vejrtrækningsbesvær.

En topatlet har engang kaldt os sin bedste doping, men i hans tilfælde var der naturligvis ikke tale om, at han havde symptomer. Frigørelsen af hans brystkasse skabte blot den ekstra luft, som han følte, gav ham en fordel frem for konkurrenterne.

Hos den ganske almindelige patient, er vi bare lykkelige for, at kunne skabe mere luft, mindre angst og bedre livskvalitet.