Hjernerystelse

 

Kan en kiropraktor gøre noget?

 

Det korte svar: nej. Det lange svar: ja

De nationale kliniske retningslinjer på dette område er fra 2021 og siger, at kiropraktorbehandling har en rolle på linje med mange andre tiltag. Intet virker bevisligt særlig godt men mange tiltag virker (læs: har evidens nok) til at have fået prædikatet ”svag anbefaling” – det højeste for nogen indsats.

Måden, kiropraktisk behandling virker på i forbindelse med symptomerne på hjernerystelse, kan deles i to. Den store virkning sker på strukturerne udenfor hjernen, og den lille effekt sker på selve hjernen.

Når man er så uheldig at pådrage sig en hjernerystelse vil nakken også oftest lide under det, en lidt piskesmældsagtig påvirkning. Da hjernepåvirkningen jo naturligvis pådrager sig mest opmærksomhed, glemmes nakkens andel af årsagen til symptomerne: Smerter og spændinger i nakken, hovedpine og indimellem også usikker balance. Det er jo synd, at det glemmes, for det er ofte netop de symptomer, som er de mest påtrængende.

Efter en hjernerystelse må hjernen ikke overbelastes, og det er her, hvor den ”lille effekt” af kiropraktisk behandling kommer ind. Et fejlbehæftet bevægeapparat med spændinger og smerter involverer jo hjernen på en særdeles intens måde: Den skal forholde sig til smerterne, den skal skabe et alternativt bevægelsesmønster for at skåne de skadede områder, og endelig skal den finde en balance under ændrede og vanskelige vilkår. Alt sammen noget der belaster og aktiverer hjernen i et omfang, som den med god behandling på nakken og det øvrige bevægeapparat kunne have været foruden. Det fjerner bremseklodserne for hjernens egen evne til at komme sig.

Det er teori, men mangeårig klinisk erfaring med mange patienter med hjernerystelse har lært os, at vi sagtens kan bidrage til, at man får det bedre – ofte betydeligt.


  • En hjernerystelse er en mild traumatisk hjerneskade, der opstår, når hovedet udsættes for et slag, et fald eller en pludselig bevægelse, som får hjernen til at ryste inde i kraniet. Hjernerystelse kan opstå ved sport, trafikulykker, fald eller stød mod hovedet – også selvom man ikke mister bevidstheden.

  • Symptomer på hjernerystelse kan variere fra person til person. De mest almindelige symptomer er hovedpine, svimmelhed, kvalme, træthed, koncentrationsbesvær, lys- og lydfølsomhed samt problemer med hukommelse. Symptomerne kan opstå umiddelbart efter slaget eller udvikle sig over timer eller dage.

  • For de fleste aftager symptomerne på hjernerystelse inden for 1–2 uger, men hos nogle kan generne vare længere. Hvis symptomerne fortsætter i flere uger eller måneder, taler man om længerevarende følger efter hjernerystelse. Tidlig og korrekt håndtering kan have stor betydning for forløbet.

  • Efter en hjernerystelse anbefales det at reducere både fysisk og mental belastning i den første fase. Gradvis genoptagelse af aktivitet er vigtig, men bør ske kontrolleret og tilpasset symptomerne. For hurtig tilbagevenden til sport eller arbejde kan forværre symptomerne og forlænge helingen.

  • En kiropraktor kan hjælpe ved hjernerystelse ved at vurdere bevægelighed i nakke og ryg samt kroppens funktion efter traumet. Behandlingen kan fokusere på at reducere spændinger, forbedre bevægelse og støtte kroppens genopretning. Ofte indgår også rådgivning om belastning, aktivitet og genoptræning.