Hånd-, albue-, og skuldersmerter
Disse problemer dækkes under èt, idet problemer i et af leddene har en
tendens til både at brede sig til de øvrige samt at kunne mærkes i èt led,
på trods af at problemet sidder i et andet. Dette skyldes, at en række
støttemuskler spænder hen over mere end et led.
I håndleddet kan dårligt fungerende led afgive smerter i
sig selv, men de omkringliggende muskler arbejder så stramt, at der kan
opstå irritation i seneskederne - seneskedehindebetændelse. Problemer
opstår hyppigt efter forkerte vrid, ensartede bevægelser eller ved fald
hvor hænderne tager fra. Albueproblemer er selvfølgelig rigt varierede, men med den
såkaldte tennisalbue på ydersiden og golfalbuen på indersiden som de mest
hyppige. De er oftest en kombination af ledmæssige og muskulære problemer,
men generelt er albueproblemer komplekse med stærke påvirkninger fra
håndled, skulder og halshvirvelsøjle.
Skulderleddet er et særdeles bevægeligt led, men netop
derfor også et meget udsat led. Ved f.eks. fald eller ved at række om på bagsædet
af bilen kan leddet overbelastes og
"nødbremsen" træder i kraft. Den "frosne skulder" er et lidt
overbenyttet begreb, men kan retteligt kun bruges når leddet er så
begrænset i sin bevægelsesfrihed, at armen kun kan føres 10-20 grader ud
fra kroppen. Man kan sige at en række af de situationer, der i dag
benævnes som frossen skulder, med tiden vil udvikle sig til det, hvis de
ikke behandles ordentligt i tide. Behandlingen af forstadierne er dog
væsentligt nemmere og meget hurtigere end ved den fuldbyrdede frosne
skulder.
Kiropraktisk behandling af armenes led søger
at genskabe normal ledbevægelighed for derved at afslappe muskulaturen og
fjerne smerter og ubehag. Korrektion af armenes led vil også medvirke til
at hele skulderpartiet afslappes og dermed hjælpe til en hurtigere
afklaring og forøget stabilitet af behandling af eventuelle nakkegener. |